Boganmeldelse: Hofmesterinden af Birgitte Jørkov

Fru Anne Meinstrup blev myrdet, brutalt hugget ned på torvet i Ringsted, mens hun stod ved siden af grev Christoffer. Det var d. 20 januar 1535 og der starter og slutter Birgitte Jørkovs roman om en af Danmarkshistoriens glemte kvinder. Eller næsten glemte – for nu skrives hun frem i lyset. 

Fru Anne Meinstrup, udgjorde en del af kredsen omkring 1400 tallets Kongehus og indgik i den del af adelen, som bønder gjorde oprør imod under Grevens Fejde.

Nogen kan måske tænke, at verden ikke behøver flere romaner om ’Grevens Fejde’ og perioden er da også velbeskrevet af alle fra Grimberg til Barrett, men i Hofmesterinden får vi en helt anden vinkel på det kendte stof, og det gøres så raffineret, at det næsten føles som om man sidder i det iskolde kammer med den aldrende hofmesterinde, den sidste nat, inden hun mæt af dage møder sin skaber på torvet i Ringsted.

Romanens prolog er sammenfaldende med bogens slutning: Anne Meinstrup har ikke fået de advarsler, der har budt den øvrige adel forlade landet, og hun møder op som lovet til et møde, der viser sig skæbnesvangert: Hun dræbes af knivstik og dermed slutter hendes historie. Mange hundrede år senere, gisner en historiker vist om, at hun døde fordi hun talte, hvor hun burde have tiet, men her gør forfatteren altså oprør på Hofmesterindens vegne og sætter helt andre ord på Anne Meinstrups liv og skæbne.

Livsfaserne beskrives kronologisk og troværdigt – ikke mindst fordi det sker i bagklogskabens lys, men dog hele tiden med den begrænsning at jeg-fortælleren aldrig afslører viden hun ikke kan have haft. Historierne om tiden og folkene omkring Grevens Fejde er i århundreder blevet fortalt i detaljer, men disse detaljer har hofmesterinden i mage tilfælde ikke kendt til – hun levede jo i en tid før digitale og trykte medier og har måttet sætte sin lid til håndskrevne noter bragt med bud over store afstande og med den detaljeringsgrad en given afsender har mestret.

Fortælleren beskriver sit liv i små og store detaljer og det er imponerende gjort, fordi man undervejs i historien også fornemmer, hvordan den aldrende kvinde bliver livstræt – mæt af dage i takt med de slag livet giver hende. Ydmygelser, sorger, store tab og hårdt arbejde med at drive de len hun af skiftende konger bliver tildelt.

Fortællingen tager som udgangspunkt, at man kender lidt til datidens samfundsorden, men selv hvis man skulle være lidt uoplyst på dette punkt, er der hjælp at hente i den ordliste, som findes bag i bogen.

Det er intelligent og gribende historieskrivning. Tidsbilledet står knivskarpt med detaljer om alt fra beklædning, musikliv, fester og boligindretning, ligesom de kår kvinder i de øverste samfundslag var underlagt beskrives grundigt og til tider smertefuldt. Hofmesterindens døtre må sendes bort, da hun efter et år som enke gifter sig igen – ingen mand vil have en forgængers arvinger på kost, og ingen enke er sikker i eget hjem: Hvis manden dør, kan arvesager trække ud i årevis og enke og børn blive hjemløse, hvilket dog ikke er noget i sammenligning med situationen, når den siddende konge ser sig gal på en og effektuerer en landsforvisning, som det sker for vor hovedperson, der i 5 år må opholde sig i Lybæk med kun sporadisk kontakt til sine børn hjemme i Danmark.

Birgitte Jørkov formår at gøre støvet historiefortælling levende og konkret, i en grad så man får lyst til at læse meget mere fra samme forfatter. Der ligger et imponerende stykke research til grund for Hofmesterinden og man er på intet tidspunkt i tvivl om, at alt skete  – eller kunne være sket – præcis som det er beskrevet.